Fiat 500 Klub Danmark

Fiat 500 Klub Danmark

HEJ! Og et par spørgsmål fra et nyt medlem.

Medlemmernes køretøjerOprettet af Medlem nr. 920 tir, november 06, 2018 20:30:22
Hej allesammen - og mange tak for en fantastisk velkomst fra klubben. Sikke stolt man bliver, når man sådan sætter stickers i sin rude (selvom man måske godt kunne ha' ønsket sig, de kunne sidde på indersiden af ruden :D)

Jeg har simpelthen lige indfriet en drengedrøm, og købt mig en smuk 126 BIS fra 1990. Der er garanteret flere af jer, der kender den - så vidt jeg er orienteret, har den i hvert fald skiftet hænder nogle gange i løbet af årene. Men nu er den hjemme, hvor den skal være de næste mange år.

Nå, men, jeg har et par spørgsmål, som jeg håber, jeg kan få svar på;

1: Er der andre BIS-ejere herinde? Og/eller er der nogen, der har tid, lyst og lejlighed til at øse af deres viden om BIS og 126 generelt, til en nybegynder, der desværre ikke har hænderne skruet alt for godt på? Og er der nogen, der ved noget om udstødning til BIS?

2: Har vi en Facebook-gruppe? Det kunne være en fin ting at have, tænker jeg. Jeg melder mig gerne frivilligt til at administrere den (jeg har mange års professionel erfaring med sociale medier).

3: Er der nogen kloge hoveder og/eller medlemmer omkring Viborg-området, som har lyst til at nørde lidt motor?


4: Hvordan kan jeg bidrage? Jeg har været reklamemand og marketingchef i forskellige større virksomheder igennem flere år, og har hovedet helt rigtigt skruet på når det kommer til tekst (tekstforfatter og korrekturlæser igennem mere end ti år), digitale platforme, sociale medier og digital markedsføring.



Alt det bedste,
Jesper


Oprettet af Medlem nr. 920 man, november 19, 2018 15:36:17

Endnu en gang tak for velkomsten, og tak for de gode svar. Jeg har fået købt de dele, der skulle til, men står nu med andre problemer, der desværre holder den lille traktor af vejen.

@Niels, i forhold til en Facebookgruppe, vil jeg naturligvis gerne melde mig til at administrere den. Det ville give en nemmere og mere moderne måde at kommunikere på, og tonen kunne holdes mere jovial - i forumindlæg har man tendens til at skrive meget formelt, hvilket alle dage har været en betingelse af formatet, efter min ydmyge mening. Jeg er medlem af et par 126-grupper på Facebook, blandt andet den engelske, og de er ganske fantastiske og uendeligt hyggelige. Her er der plads til alt, og folk er helt enormt hurtige og hjælpsomme med og i deres svar.

Endvidere er ovennævnte engelske gruppe primært bestående af yngre mennesker, der dyrker deres fælles interesse og lidenskab - som ung mand ville jeg elske at kunne have den slags fællesskab i Danmark, hvorfor jeg netop også gerne vil stå til rådighed for andet marketingarbejde, der kunne sprede det glade budskab om gamle Fiater - og måske endda få flere i bilerne.

@Johnny - jeg har efterhånden fået samlet lidt forskelligt, og skal nok lige få lidt styr på det. Jeg vil enormt gerne bidrage, både til hjemmeside og med andet. Nyhedsbreve, artikler, content - hvad der end måtte være.


Jeg vil gerne understrege, at alt, jeg her byder ind med, er yderst ydmygt tilbudt, og at jeg ingenlunde bilder mig ind, jeg kan komme som nyt medlem og spille smart. Jeg nærer ingen ønsker om at skulle ændre på det, som er - men hjælper gladeligt alle steder, jeg kan, og særligt med marketing, fornyelse og hvad dertil ellers hører - da det er det, jeg er god til :)


Alt det bedste,
920.

Oprettet af Medlem nr. 851 tir, november 13, 2018 11:17:19

Hej Jesper
Velkommen til.
Jeg tror Axel Gerstl (Fiat500126.de) har en udstødning.
Hvis du vil have en sportsudstødning eller en rustfri, så skal du være lidt mere kreativ.
Ham her har tilpasset en fra en Giardiniera.
http://club126uk.co.uk/forum/index.php?topic=8753.120
Jeg har selv en 126, dog fra 75 og luftkølet.
Venlig hilsen
Søren

Oprettet af Webmaster Johnny B fre, november 09, 2018 10:34:17

Hej Jesper og velkommen i klubben.
Altid dejligt når nye (såvel som gamle) medlemmer tilbyder deres hjælp og jeg er sikker på at vi nok skal finde noget arbejde til dig ;-)
Nu er køresæsonen, og dermed også klubsæsonen, som bekendt gået på hæld, men et godt sted at starte ville helt sikkert være at deltage i et par af klubbens arrangementer henover foråret. Der er flere af klubbens medlemmer der arrangere klubture henover året, men der er bestemt plads til flere i kalenderen. En af sæsonens første arrangementer plejer at være bilmesse og brugtmarked i Fredericia, her er der mulighed for at udstille din BIS over et par dage.
Som webmaster ville jeg blive mægtig glad hvis du ligger inde med noget materiale som du skulle have lyst til at dele med os andre (brochure, reservedelslister, håndbøger, m.m.). Mail det i givet fald gerne til mig som pdf, så ligger jeg det til offentlig beskuelse.

Hilsen Johnny

Oprettet af Niels medlem nr. 3 tor, november 08, 2018 12:10:54

Hej Jesper

Tak for de pæne ord om din velkomst i klubben. Det med stickers til indvendig montering kan måske ændres når vi engang skal have lavet nye, der vil dog gå noget tid da vi har et pænt stort oplag på lager.

1: Der er nogle BIS og 126 ejere i klubben, så måske nogle af dem kunne finde på at skrive til dig.

Måske kan klubbens kasserer Steen Brevadt hjælpe dig vedr. udstødning til BIS.

2: Vi har ingen Facebook-gruppe i klubben, se nedenstående citat fra blad 2-2018 vedr.Facebook.

”Det har været diskuteret nogle gange på generalforsamlingen. Skal Fiat 500 Klub Danmark på Facebook?

Det er et af de sociale medier, hvor tingene kan bringes hurtigt ud til alle. Måske vil vi få flere unge mennesker med i klubben. Men en ulempe er, at der den sidste tid har været meget skriveri om, hvordan Facebook behandler personlige oplysninger.

Hvis vi skal bruge Facebook skal der findes en administrator for Facebook i klubben, som kan og vil varetage dette job, der er ingen i bestyrelsen som vil påtage sig denne opgave.

Så indtil videre er det igennem klubbens hjemmeside, nyhedsmail og Fiat 500 Tidende at klubben formidler sin information.”

3: Vedr. medlemmer i Viborg-området prøv at søge i ”Kun for medlemmer” på hjemmesiden der findes en liste over medlemmer i postnummer orden.

4: Jeg vil tage dit tilbud vedr. dit bidrag, med på klubbens næste bestyrelsesmøde d. 3. februar 2019, så vil vi i bestyrelsen tage en snak om dit tilbud om at bidrage med et stykke arbejde.

Mvh

Niels